Kaffe, kunst og krydderier

malikaEn gang for længe siden drog de store opdagelsesrejsende ud i verden på jagt efter krydderier, som var mere værd end det pureste guld. Det siges, at peber var krydderiernes konge og kardemomme krydderiernes dronning. Men hvor kommer krydderierne fra? Hvad er muskatblomme? Hvor ligger Mocca? Og kan man male med kaffe? De spørgsmål giver jeg svar på i en workshop med billedkunstner Amir Zainorin.

Et af formålene med kunstworkshoppen er, at tilbyde en alternativ undervisningsform i arbejdet med globale emner som kolonisering, migration og kulturmøder. Ved at anvende kunst som et formidlingsredskab, kan man vække børn og unges nysgerrighed og engagement. Eleverne arbejder med nye udtryksformer, samtidig med at de får en global viden, der forbinder hverdag med verdenshistorie.

Vi fortæller om krydderiernes lange rejse fra Sydøstasien til Europa og deres plads i historien. Amir fortæller om sin baggrund i Malaysia, og viser, hvordan han som billedkunstner bl.a. bruger kaffe og krydderier til at fortælle sin historie.

Undervisningen kan tilpasses alle klassetrin i folkeskolen. Eleverne opnår forståelse af afhængigheden mellem verdens lande. Workshoppen giver eleverne kendskab til udnyttelse af naturen og regnskovens ressourcer, og relaterer sig til elevernes egen hverdag og forbrugsvaner.
Læringen er tværfaglig og lægger op til en diskussion af emner som rigdom, fattigdom, bæredygtighed, handel og produktion.