Den sidste rejse – Et antropologisk perspektiv på livets afslutning

I dette foredrag tager vi favntag med et tabuiseret emne, som kan være svært at tale om – endda at sætte ord på. Vi tager på en fascinerende rejse rundt i verden og historien og ser på hvordan menneskeheden gennem tiden har forholdt sig til døden som fænomen.

Vi ser på hvordan bl.a. ritualer og erindringslandskaber bruges til at skabe mening og fællesskab for de efterladte. Undervejs udforsker vi, hvordan forskellige kulturer og religioner forholder sig til døden og efterlivet. Vi dykker ned i alt fra indonesiske begravelsesfester blandt Toraja-folket, til Grønlands inuittraditioner, islamiske begravelser og skandinavisk minimalisme.

Foredraget balancerer mellem det tankevækkende og det humoristiske og giver nye perspektiver på, hvordan vi som mennesker møder livets største fællesnævner: døden.